Vestmanna

Vestmannabjoerg

Vestmanna – fuglefjeld og fisketur

Vil du opleve fuglelivet helt tæt på, og på den mest autentiske måde, findes der ikke noget bedre sted end Vestmanna. Vestmanna ligger på nordlige del af Streymoy og er meget berømt for fuglebjergene – Vestmannabjørgini.

Fra byen kan du tage på sejltur ud til disse imponerende klipper, som er et paradis for de færøske fugle, og som er en uforglemmelig oplevelse for dig der elsker at komme helt tæt på. Her kan du virkelig se hvordan fuglene lever. Altid på farten mellem havet og klipperne, og du kan forestille dig hvordan foråret går med at få ungerne flyveklar, så de tør tage springet ud af reden og folde vingerne ud. 

Er du bidt af fiskeri er der gode muligheder for at blive tilfredsstillet i Vestmanna. Fra bygden kan du sejle ud til forskellige fiskepladser, hvor du har rig mulighed for at fange gode færøske fisk.  


Sejltur til Vestmannabjørgini

En ting er at se på fuglene fra klipperne noget helt andet er at være nede hvor det sker. At mærke havet under sig og se fuglene suse ud fra klipperne i vinden. Sejlturen fra Vestmanna til fugleklipperne tager cirka to timer, og her kommer du ud til de imponerende høje klippevægge og spændende grotter. Din færøske skipper kender vandet som sin egen baglomme, og kan styre båden rundt i havet med stor præcision, så du får den optimale oplevelse. 

Sejlturen fra Vestmanna er en af de mest populære aktiviteter på Færøerne. Ved fuglebjergene kan du opleve en lang række smukke færøske fugle, som den søde søpapegøje, den elegante lomvie og riden. Her er der fugle i tusindvis, der lever deres liv over havet og i klipperne.


Sagamuseet i Vestmanna

I SagaMuseum Vestmanna får du et unikt indblik i hvordan færingerne i vikingetiden har set ud. På museet er der livagtige kulisser og figurer, som illustrerer forskellige dramatiske scenarier fra livet dengang. Du kan se de irske munke, som var var de første mennesker på Færøerne, og vikingerne der fordrev dem.