Tinganes

Tinganes – Tusind år i Torshavn

Yderst på klipperne på den lille halvø Tinganes har færingerne altid truffet deres beslutninger på tinget. I kan kende halvøen på de ikoniske røde træhuse med grønne tage. Lige ved siden af ligger Torshavns ældste bydel á Reyni, der emmer af historie.

Næsset strækker sig ud i vandet og deler havnen op i to: Eystaravág og Vesteravág. På den ene side kan i se Torshavns fæstning Skansin, der beskyttede færingerne fra pirater, og på den anden side ligger havnepromenaden, som er helt central i bylivet i Tórshavn.


Tinget i Torshavn

Færingerne har mødtes på Tinganes for at træffe fælles beslutninger i mere end tusind år. Det første ting blev afholdt omkring 825, og er dermed et af de ældste ting i verden. Hver sommer, drog færingerne mod Tinganes, for at drøfte det nye år og det der skete i det forgangne. Ude på spidsen kan I opleve de gamle ristninger i stenene, hvor tinget blev holdt.

Oprindeligt foregik tinget i det fri ude på næsset, senere rykkede det inden for i et af husene på næsset. Lagmanden, som er den højeste politiske stilling på Færøerne, har sit sæde i det store røde hus på Tinganes.     


Á Reyni - En unik bydel i træ

Tinganes ligger også klipper til den gamle bydel á Reyni. Når du går i de små stræder mellem de smukke gamle træhuse oplever du en unik gammel by. Den ældste del af Torshavn. Det er en by af træ og græs, der er blevet bevaret gennem tiderne, og nu får dem der bor der støtte til at restaurere bygningerne i den traditionelle stil.

Her er der røde pakhuse, små stræder, sorttjærede huse med græstag flueskabe og hjallur (de traditionelle hytter til at tørre fårekød). Nogen af husene står så tæt, at man ikke kan gå imellem dem eller åbne et vindue. I sin tid blev der lavet en regel om, at der skulle være en hammerslagsaftand mellem husene. Husene ligger helt tæt uden rette linjer og struktur, og derfor har de heller ikke numre, men navne, som regel efter dem der bor der.


Bliv guidet gennem Tinganes

Den bedste måde at opleve Tinganes på, er med en lokal guide, der kan fortælle dig alle de gode anekdoter, så du kan sætte dig ind i hvad der er sket. Så du får en dybere forståelse af, hvordan det har været at leve på Færøerne de sidste tusind år. 

Tinganes ligger centralt i Torshavn og er et must når du besøger Torshavn. Du vil opleve vandet på alle sider, den friske luft og de små huse, der er fyldt med en charme og historie, som du ikke finder andre steder. Se mere om hvad du kan opleve i Torshavn her.