Olaifest

Olaifest

Olavsøka – Sommerfest i Torshavn

Hvert år den 28. og 29. juli forvandler Tórshavn sig, og bliver et samlingspunkt for alle på Færøerne. Alle strømmer til byen og mødes i deres nationaldragter til et væld af arrangementer, fest, sang og dans. I dagene med Olaifest bliver arbejdet nedlagt, og byen er fyldt med liv, udstillinger og ceremonier.

De lokale finder deres farcestrålende nationaldragter frem fra skabet og klæder sig på til festlighederne. Nationaldragten bliver lavet i hånden, og vidner om det klassiske færøske kunsthåndværk. Dragten er udført i stærke farver med fine håndlavede sølvspænder og knapper. Sølvet er dyrt, så der er tradition for, at man giver sølvknapper og spænder i gave til familie og venner, og at ens dragt på den måde udvikler sig og bliver mere og mere fin og kostbar.     


Den 28. juli – Parade og kaproning

Festlighederne starter den 28. juli med en parade gennem gaderne efterfulgt af kaproning. Her dyster de unge fra de forskellige bygder om at vinde titlen som Færøernes hurtigste til vands. Det foregår i havnen ud for Tinganes, hvor de små 6-persones træbåde bliver styret kyndigt for at komme hurtigst muligt i mål. Det er fascinerende at følge stemningen og energien, der bliver lagt i konkurrencen og rusen når de første både passerer målstregen. Kaproning er Færøernes nationalsport, og der er stor prestige i at vinde sejladsen.    


Den 29. juli – Lagtinget åbner

Er dagen for den officielle åbning af lagtinget, det færøske parlament i Tórshavn. Åbningen starter med at embedsmændene og lagmanden er til gudstjeneste. Derefter går de tilbage til lagtinget og erklærer det for åbnet. Om aftenen klokken 24 mødes over femtusind færinger og gæster midt i byen til fællessang. Derefter bliver der sunget og danset kædedans i den lyse sommernat. Det er et vidunderligt skue med alle de festklædte færinger, der viser deres kærlighed til deres land og til hinanden. 


Sang og kædedans i Torshavns gader   

Under kædedansen bliver der sunget viser om helte og sagn. Den færøske kædedans er en simpel dans hvor man holder hinanden i hænderne og tager skridt skiftevis til højre venstre i takt til musikken. Dansen er meget social og alle kan være med. Når sangen bliver mere dramatisk tramper man hårdere med fødderne, så stemningen følger historien. Til Olaifest er hele Tórshavn fyldt med dansende færinger i farvestrålende dragter og gæster, der har tilsluttet sig kæden og er blevet en del af festen.

Dansen og sangen er en fantastisk oplevelse og er du i Tórshavn den 28. – 29. juli skal du være med. Det eneste du skal gøre er at gå ned på gaden, og tage dine færøske naboer i hånden og danse med.    


Færingerne og gæsterne mødes

Olaifest er en samlende begivenhed på Færøerne. Her har alle både lokale og gæster mulighed for at mødes. Under festlighederne hilser de lokale på venner og bekendte fra de andre bygder, som de ikke har set i lang tid og deler en snaps fra lommelærken.

Venskabet og glæden ved sommeren er central i de to dage festen varer, og det er en oplevelse for livet hvis du selv en dag står der, arm i arm med dine sidemænd og kvinder, mens musikken spiller og I bevæger jeg rundt som en samlet organisme gennem Tórshavns gader.